Christian Frederik von Schalburg blev født i det kejserlige Rusland den 15. april 1906. Der er flere forskellige kilder der nævner fødestedet, men jf. de tyske arkiver, blev von Schalburg født ved Zmilingorsk, Ukraine. Eftersom faderen var tilknyttet Sibirisk Kompagni, og udsendt af staten til at varetage driften af en række mejerier i Sibirien, voksede Schalburg op i det østlige Rusland. I sine selvbiografiske optegnelser, udgivet af SS under krigen, skrev han at han trådte sine barnesko ved Altaibjergene. Familien flyttede dog senere til St. Petersborg (tidl. Leningrad), hvor visse kilder også hævder han blev født. Faderen var godsejer, og direktør, August Theodor Schalburg og moderen Elena Vasiljevna.  Moderen var  af adelig herkomst (født  Starizki von Siemianowska). Hendes familie var ud af fyrstehuset Rurik.

Schalburg var, som navnet indikerer, i familie med dansk-tyske Schalburgslægt, der blandt andet var indehavere af Schalburgs vinhandel i København. Familien stammede fra Fyn, nærmere bestemt Nyborgegnen, hvor slægten blandt andet havde bestyret hotel Postgården. Her etableredes også vinfirmaet, der senere ekspanderede med butik i København. Familien var i kontakt med de royale kredse, ligesom flere af Schalburgs forfædre deltog i konflikter hvori Danmark var involveret. Blandt andet deltog v. Schalburgs bedstefar, som officer i den dansk-tyske krig 1864.

Hvorledes von blev tillagt Schalburgnavnet, er ikke umiddelbart kendt, selvom mange efterkrigsværker har forsøgt at forklare titlen, Her kan nævnes, at titlen dels kan være en erhvervelse Schalburg gjorde under sin tjeneste i Waffen-SS, eller også, tillagde han sig navnet ved ægteskabet med sin tyskfødte hustru, der bar titlen friherreinde. En anden forklaring, og mere plausibel, er, at hans far tillagde sig von ved vielsen med den adelige Elena, der som før nævnt bar von, i sit fødenavn. (Ydermere forekommer der en historisk Von Schalburg-slægt i Tyskland, hvorfra Schalburgfamilien oprindeligt stammer). Jeg vil i denne fremstilling benytte von (v.) gennem hele teksten, og blot konstatere, at han selv benyttede denne titel.

I St. Petersborg kom Christian Frederik von Schalburg som ung dreng på Zarens kadetkorps, hvor han uddannedes i militære færdigheder. Han var ved dette korps i flere år, indtil revolutionen brød ud. Han oplevede ifølge ham selv, også at møde zaren i 1915, da fyrstinde Olga af Rusland havde introduceret ham for Zar Nicolai. Denne sorgløse tid fik dog en brat ende, da først verdenskrigen brød ud. Von Schalburg mistede adskillige onkler og fætre under første verdenskrig. Senere under revolutionen, da den kommunistiske revolution omstyrtede det kejserlige Rusland, omkom flere af familiemedlemmerne, da de gjorde tjeneste i zarens garde. Kun få mandlige familiemedlemmer overlevede således krigen og den efterfølgende revolution. Da revolutionen udspillede sig og den efterfølgende kommunistiske magtovertagelse var en realitet, mistede Schalburgfamilien al status og tidligere rigdom. Efter den revolutionen blev alle Rurikslægtens besiddelser i Ukraine, også beslaglagt. Revolutionen ændrede således situationen voldsomt for familien Schalburg, og efter den kommunistiske magtovertagelse i 1917, var familien nød til  at flygte fra St. Petersborg til Danmark, hvilket skete i 1918. I Danmark bevægede familien sig i det højere borgerskab og adelige kredse, fra det hedengangne kejserrige. Schalburg flygtede til Danmark med sin mor, far og søster.

Oplevelsen af fordrivelsen og kommunismen gjorde v. Schalburg til passioneret anti-kommunist, og han gjorde, som jeg senere vil behandle, alt for at få hævn over kommunisterne, som havde tvunget hans familie på flugt. Oplevelserne skulle få afgørende betydning for von Schalburgs under den 2. Verdenskrig.  Flere familiemedlemmer døde, som før nævnt, under omvæltningerne i Rusland, ligesom flere af hans kammerater ved kadetskolen mistede livet i kampe mod de kommunistiske revolutionære styrker. Schalburg skrev senere i en dagbog, der skulle være ført ved officersskolen, følgende passage:

"Jeg følte, at det var en pligt at hævne min familie og det land, jeg elskede. Derfor søgte jeg en grundig militær uddannelse, så jeg senere kunne kæmpe mod bolsjevikkerne, enten i den hvide hær eller sammen med et andet land, der ville bekæmpe bolsjevismen. Hvert år har jeg håbet, at det måtte være slut med bolsjevismen, men alle syntes at være af den opfattelse, at Rusland nu endelig var blevet civiliseret. 70 procent af befolkningen kan nu læse og skrive Sovjet, men 70 procent af alle børn mellem 11 og 17 år lider af syfilis. Enhver af os burde være gået i døden for kejseren, og det er vor største skam, at vi ikke gjorde det. Det kan kun sones, ved at vi besejrer hans mordere eller selv dør”.

Årstallet på ovenstående tekst er usikker, da referencen til "et andet land", foregriber Schalburgs tjeneste i det tyske Waffen-SS. Eftersom teksten sandsynligvis er fra en SS-publikation, må den er skrevet under tjenesten i Waffen-SS og ikke på den danske officersskole. I teksten er det fremtrædende, hvor stort et had, han havde til kommunismen. Og endvidere hvor stor hans kærlighed var til Rusland, og for den sags skyld det russiske monarki. Det skulle senere blive til stor nytte, at han kendte til russiske forhold og jævnfør opvæksten kunne tale det russiske sprog flydende.

Von Schalburg var, efter alt at dømme, dansk statsborger, da familien kom til Danmark i 1918. Ved ankomsten til Danmark blev han sat i jesuitterskole i København, som han imidlertid forlod efter to år. I 1923 fik han sin studentereksamen og påbegyndte medicinstudier, efter familiens ønsker. Han ønskede dog ikke selv at blive læge, og sprang senere fra medicinstudiet , for i stedet, at melde sig til hæren.

Han meldte sig således til hæren 11/1 1925, hvor han blev rekrut i den Kongelige Livgarde. Som færdiguddannet soldat, blev han sendt på kornetskole, og efterfølgende stationeret i Tønder.

Han kom dernæst, i 1927, på officersskole og som færdigudannet løjtnant forrettede han tjeneste ved Slagelse kaserne. Han forflyttedes dog senere tilbage til Livgarden, hvor han havde påbegyndt sin militære karriere. I denne periode gjorde han tjeneste ved 1. bataljon, 3. regiment ved Livgarden. Ifølge Schalburgs soldaterbog,  "Lærebog for Hærens Menige", blev han hjemsendt i 1934, men er givetvis blev genindkaldt og har efterfølgende forsat sin karriere som officer. Efter officersskolen blev han linjeofficer og udnævnt til Kaptajnløjtnant i den danske Livgarde. Samtidigt med sit virke som officer var han blevet medlem af D.N.S.A.P. (Danmarks National-socialistiske Arbejder Parti), og var meget involveret i partiets ungdomsafdeling, N.S.U. (National-socialistisk Ungdom), hvor han blev udnævnt til landsungdomsfører. Den sidste genindkaldelse til sit tjenestested i Livgarden, er registreret som værende 2/1 1940, hvor han forrettede tjeneste i Finland som frivillig.

I mellemtiden var Schalburg blevet gift. Han havde mødt datteren af en tysk friherre, Helga Frederikke Herzogin von Bülow, (født 2/2 1910), der efter vielsen tillagde sig det mere danske fornavn Helle. De fik i 1934 sønnen Aleksander. Schalburg havde endvidere en meget udtrykt samhørighed med det russiske aristokrati, og han konverterede således også til den græsk-katolske tro, der er nært beslægtet med den russiske ortodokse kirke. Ved dåbsceremonien i forbindelse med konverteringsritualet, var Schalburgs gudmoder storfyrstinde Olga af Rusland. Alt tyder på at Schalburg, modsat størstedelen af sine tyske SS-kolleger, forblev kristen, på trods af SS afstandtagen til religion. Ægteskabet  blev senere sat på en hård prøve, da Schalburg meldte sig til Waffen-SS. Under orlov var han altid dybt engageret i agitations arbejde for Frikorps Danmark og D.N.S.A.P., hvilket ikke gav megen tid til privatlivet. Schalburg var soldat med hele sin sjæl, hvilket givetvis havde store familiemæssige omkostninger.

Von Schalburg blev landsfører for N.S.U., der var ungdomsafdelingen under partiet D.N.S.A.P., i 1939.  Han havde oprindeligt været politisk aktiv, som leder i konservativ ungdom på Vesterbro, København, men han blev efterhånden overbevist nationalsocialist og meldte sig ind i D.N.S.A.P.  sidst i 30'erne. Flere af de unge konservative fulgte Schalburg ind i D.N.S.A.P. og N.S.U. Som leder var han engageret og motiverende. Han var et forbillede for de unge nationalsocialister og repræsenterede den kompromisløse nazistiske overbevisning. Han formulerede sine tanker om ungdommen i nationalsocialisternes talerør, avisen "Fædrelandet". Nedenstående er citeret fra Fædrelandet 18/9 1940 under overskriften "Ungdommen skal bære alt. Det nationalt værdifulde Fædreland kan kun frelses ved Arbejde og Ofre." Vi får her et indblik i Schalburgs holdninger til demokrati, opdragelse, fædrelandet og meget mere:

”Ynglinge i Plade, Drenge klædt i Staal ......". Det var den Retningslinje, en sand dansk Digter, anviste vort Fædreland efter Ulykkesaaret 1864. Var denne linie blevet fulgt af det danske folk og dets Regering, havde meget været anderledes I Dag. Istedet for er ungdommen Aar for Aar blevet opdraget til kun at have Respekt for materielle Værdier. Konge og Fædreland havde de kapitalistiske Kredse taget patent paa. Socialdemokratiet lærde sin Ungdom at hade Konge, Fædreland og Dannebrog. De Radikale forsynede alle befolkningslag med pseudovidenskabeligt, antinationalt stof, skabte Selvopgivelsens Aand, fremelskede Trællens dumme Grin, og Pengebegærlighed, skabte kort sagt den jødiske Aandsretning” Den eneste nationale Ungdomsskole -Hæren- blev haanet. I 70 Aar har Systemet, virket for at sætte et punktum for Danmarks ærerige Historie og det saa ud til, at det var lykkedes for dem.

Skal Danmark leve videre, maa det have en Ungdom, der er i stand til ubetinget at ofre sig for Landet, være opdraget i den nye tids Aand, og i sig selv bære alt det nationalt værdifulde i den danske Tradition. D.N.S.A.P. har skabt denne Ungdom i "Danske Drenge" og "Danske Piger", der er samlet i N.S.U. -National-Socialistisk Ungdom. Arbejdersønnen og Direktørsønnen gaar i Rækkeog Geled, deler ondt og godt sammen og gør det frivilligt, fordi de har fædrenes Arv at værne -den fælles Arv - fordi de er National-Socialister.

N.S.U. har som eneste Ungdomsorganisation konsekvent gjort op med den gamle Tids "danske" Mentalitet. N.S.U. har sat Grundtvig i Stedet for Brandes, Rolf Krake i Stedet for Orla Lehmann, og har vakt den Danske kampaand til Live.

I fuld erkendelse af, at Hestgarder Jørgen Bay, der faldt i Slaget ved Lund, er mere værd som Forbillede og har gjort mere for vort land end Brødrene Brandes eller Hørup, har N.S.U. fra første Færd fundet faldne danske Soldaters Navne frem af Arkivernes Glemsel og givet hver dansk dreng i N.S.U. en Fadder -en falden dansk Kriger -at mindes.

Gennem Feltsport bliver danske Drenge trænet i Disciplin og Soldateraand til Udholdenhed og Viljestyrke. Foran Stammerne i N.S.U. vajer nedlagte danske Regimenters Faner og Standarter, og med den danske Traditions hele Kampkraft forenes den nye Tids Aand.

Kun en national-socialistisk opdraget dansk Ungdom, der erkender, at Fædrelandet skal frelses ved Arbejde, Kamp og Ofre, der erkender, at Dannebrog er et helligt Tegn -kun denne Ungdom tjener i Dag Konge, Fædreland og Folk.

N.S.U. er denne Ungdom. Modig og besjælet af en klar Idé vokser den danske Dreng op under det krævende Valgsprog, N.S.U. har formet, og som han skal leve hele sit Liv efter -Beredt for Danmark.

                            C. F. v. Schalburg, N.S.U. Landsfører“

Fra N.S.U. kom flere af de ældre drenge til Frikorps Danmark. De unge nazister der havde fulgt v. Schalburg kaldtes "Bloddrengene". Denne gruppe af SS-frivillige var de mest fanatiske, da de fulgte ham i tykt og tyndt og, ved v. Schalburgs død, selv ofrede deres liv for at bjærge liget af ham. Bloddrengene fik deres navn efter slagsmål ved N.S.U.'s landsstævne i Kolding. En gruppe drenge under ledelse af den daværende landsungdomsfører var kommet i voldsomme klammerier med kommunistiske grupper, og fik derefter navnet "bloddrengene". Disse "Bloddrenge" meldte sig til Frikorps Danmark og udgjorde 6. gruppe i 3. kompagni.

Schalburg var involveret i alle lag af den nationalsocialistiske propaganda. Han var også lejlighedsdigter. Både digte og sange blev forfattet til diverse nazistiske publikationer og sangbøger. Alle teksterne drejer sig om den nazistiske fokusering på folket og militarismen. I N.S.U.'s sangbog, havde han forfattet fire tekster og til Frikorps Danmarks sangbog stod han bag en tekst. Også hustruen skrev en enkelt tekst til N.S.U. sangbogen. Schalburg digtning skulle bidrage til kampånden, og var forankret i den danske historie. Blandt andet nr. 68 i N.S.U. sangbogen:

N.S.U. fatter du

Sproget i de gamle Faner

der til evig Tro dig mane

mod dit Land og mod dit Folk

Landet sviges af de svorne

der for Penge skifter Flag

Aldrig svige vil de baarne

Danmarks Sag

Dybbøls Jord, du har talt

og dit tavse Sprog vi hørte

paa din Ager Kampen førte,

Slesvigs Rytterregiment

Sproget i den gamle Fane

Mer i Gerning end i Ord

skal os mane frem til Kamp for

Danmarks Jord

N.S.U. for vort Land

vi med Liv og Lyst vil stride,

paa vor Tro kan Danmark lide,

vi staar sammen Mand ved Mand.

Vi gaar frem til Kamp mod Jøden,

i vor Fane skrevet staar:

Tro til Døden

naar i Flok med os du gaar

N.S.U. Danske Dreng,

Kammeratskab sammen binder,

saa i Nødens Stund vi finde,

Mand ved Mand og Ven ved Ven,

vi gaar paa, naar Faren truer,

bryder Hadets røde Lejr.

Fanen luer, gaa igennem

Kamp til Sejr

Ovenstående tekst er ikke blot et eksempel på v. Schalburg nationale sindelag, men også et bevis på at antisemitismen var en del af hans begrebsverden. Von Schalburgs idealisme vakte stor beundring hos de unge nazister. Han kaldte også krigen "stor og skøn". De unge nazister blev således opdraget til at ønske krigen og kampen på Østfronten. Von Schalburg havde blandt de unge i NSU en gudelig status, som han til fulde udnyttede til at hverve til krigen mod Sovjetrusland. Blandt andet hvervede han senere med slet skjulte løfter om jord til de danske frivillige efter sejren over Sovjetrusland. I en SS-publikation "Germansk Budstikke", der var et tidsskrift for hovedsagelige nordvesteuropæiske frivillige, bliver Schalburg citeret for følgende udtalelse  til den nationalsocialistiske avis "Fædrelandet", den 23/4 1942. En udtalelse der også gør det klart at Tysklands "Livsrumspolitik", der havde til opgave at skabe plads til tyskerne og "den germanske race", var en vigtig bestanddel i hvervepropagandaen:

”De unge danske Bønder, der kæmper i den danske Legions Rækker, er med til at skabe nyt Livsrum i Østområderne, og de skaber det ogsaa for den danske Bondestand. Danske Bønder vil engang, naar Ploven kan afløse Sværdet, gøre deres anerkendte Dygtighed gældende derude paa de vældige Vidder, under de gunstige Forhold, som Tysklands og Europas Sejr da vil have skabt, og det er klart, at de Familier, hvis Mænd har kæmpet derude, først og fremmest vil komme i Betragtning, naar den store Nyordning af Østområderne sætter ind for Alvor. Og hjemme i Danmark kan man være forvisset om, at de Danske, som allerede kæmper eller snart skal kæmpe derude, ikke vil glemme den Rod, de er kommet af. De Folk, der er uddannet i Waffen-SS, og som vil være Nybyggere derude, de vil danne kernen i de danske Kolonier, og de vil bane Vejen for andre, der saa kan pløje, hvor Danske har kæmpet og vundet Sejr. Ikke mindst paa denne Maade føler mine Folk i den danske Legion, at de er med til at gøre Danmark større og er med til at skabe Agtelse om vort danske Lands Navn”.

Som overbevidst nazist meldte han sig til Waffen-SS allerede før Frikorps Danmark blev oprettet, for igen at kunne bekæmpe bolsjevismen (kommunismen). Flere af de Finlandsfrivillige meldte sig, som før nævnt, for at bekrige kommunisterne igen, og mange af de unge drenge, der igennem N.S.U. havde hørt og set den karismatiske Schalburg, meldte sig også til tjeneste i deres hengivenhed til ham. Schalburg var således karismatisk og soldatermæssigt påskønnet af de danske nazister og han fik i SS-Division Wiking muligheden for, at vise sit værd og være et eksempel for den nazistiske danske ungdom, han havde repræsenteret.

Billedet viser v. Schalburg i den finske uniform. Han havde som før omtalt et anstrengt forhold til Sovjetunionen og kommunisterne. Da Finland den 30. november 1939 blev angrebet af Sovjet-Rusland, meldte v. Schalburg, og flere hundrede andre, sig til tjeneste i krigen på finsk side.

Vinteren 1939-1940 ankom v. Schalburg til Finland. De danske frivillige deltog dog kun meget lidt inden våbenhvilen mellem Sovjet og Finland, men de havde meldt sig for at kæmpe. Der anedes en vis skuffelse over ikke at havde vist sit værd, blandt de danske frivillige, og en del af de Finlandsfrivillige meldte sig senere til tjeneste i Waffen-SS. Schalburg var i Finland, da Danmark den 9. april 1940 blev invaderet og besat af Tyskland. Dybt frustreret rejste han, og de andre frivillige, tilbage til Danmark.

Han var skuffet over den ikke-kæmpende og ydmygede danske hær fra den 9. april 1940. Schalburg er en af mange danske soldater, som eksempelvis også C. P. Kryssing (Frikorps Danmarks første chef), der meldte sig hos besættelsesmagten for at vise deres værd som soldater. Denne, på mange måder omvendte logik, gjorde det legitimt for de frivillige, at melde sig til hærstyrker fra det land som havde besat Danmark. De ville på denne måde "kæmpe for Danmarks placering i det nye Europa". Med von Schalburg var sagen dog endnu mere tilspidset. Von Schalburg havde et blakket rygte blandt sine foresatte i Livgarden. Ikke pga. sin formåen som soldat og officer, men fordi hans nazistiske holdninger gjorde ham ”uligevægtig og farlig for hæren”, som hans foresatte udtrykte det. Ovenstående betragtninger er elementer, der måske kan forklare von Schalburg bevægegrunde for at melde sig til tjeneste i Waffen-SS.

Som overbevidst og kompromisløs antikommunist og nazist, kan det ikke undre, at von Schalburg meldte sig til tysk tjeneste, men der var flere lignende grunde. Hans store had til kommunismen (bolsjevismen), var på grund af de familiemæssige omstændigheder, hvilket er beskrevet tidligere. Man må dog holde for øje at von Schalburg meldte sig til SS i 1940. På et tidspunkt, hvor Sovjetrusland og Nazityskland, havde delt Polen, og før dette havde indgået en ikke-angrebspagt. Schalburgs grunde til at melde sig var derfor også af Ideologisk art. Nationalsocialismen havde aldrig lagt skjul på dens had til kommunisterne og denne grund var tilstrækkelig for von Schalburg. At Schalburg, med de frivillige fra før Tyskland angreb Sovjet, skulle have været sikre på at dette ville ske, er langt hen af vejen efterrationaliseringer, for at betone det antikommunistiske i at melde sig til tjeneste hos tyskerne.

Han søgte i juni 1940 permission (orlov), for at rejse til Belgien, hvor hans søster var bosiddende, men efterlod blot sine breve i Bruxelles. Disse blev efterfølgende sendt til tjenestestedet i Danmark for, at sløre hans egentlige motiv for rejsen; at melde sig til tjeneste i Waffen-SS. Schalburgs sløringsforsøg blev dog opdaget. Hvorfor han af denne grund ikke blev afskediget af den danske hær, kan vi kun gisne om, men det må tilskrives den tyske besættelse og den politiske situation i der herskede i Danmark. Det havde været en provokation mod de tyske myndigheder, om man havde fyret en dansk officer, som forrettede tjeneste i den tyske hær. Hvorvidt v. Schalburg efterfølgende "trådte uden for nummer", (fik orlov fra den danske hær), med tilladelse fra hæren eller ej, er omdiskuteret. Blot skal det nævnes, at han under påskud af et besøg hos familien i Belgien, lod sig hverve til Waffen-SS i 1940, og blev indsat med SS-division Wiking.

SS-division "Wiking", (den femte af i alt 40 opstillede SS-divisioner 1939-1945), bestod hovedsageligt af tyskere og folketyskere, men også et væsentligt antal frivillige fra de besatte nordvest Europa. Her var frivillige fra Holland, Belgien, Norge, Finland og således også danskere. Blandt disse frivillige var, udover von Schalburg, også  den senere eftersøgte Søren Kam. De frivillige blev uddannet og gjorde tjeneste ved SS-regiment Germania under division Wiking. Søren Kam er i dag, til stadighed i medierne p.g.a. sin involvering i mordet på journalisten Clemmensen, der fandt sted da Kam, i 1943, var chef for Schalburgskolen der var blevet opkaldt efter von Schalburg. Senere skulle Schalburgkorpset opstå på baggrund af Schalburgskolen, men det må nødvendigvis siges, at von Schalburg absolut intet havde med Schalburgkorpset at gøre. Søren Kam var en af "Bloddrengene" og han havde været  Bannführer i N.S.U. og var særdeles inspireret af von Schalburg, under dennes virke som landsfører i samme organisation.

Før v. Schalburg blev indsat ved divisionsstaben i Wiking, var han på et kursus ved en SS-officersskole i Tyskland (Sandsynligvis Bad Tölz). Ved division "Wiking" blev han efterfølgende den første ordonnansofficer, ved divisionschefen Felix Steiners stab, men feltmæssigt kom han også til at lede en bataljon i kamp under vinteroffensiven i det sydlige Rusland 1941.

Von Schalburg indtrådte i division Wiking som Hauptsturmführer (Kaptajn) med funktion som ordonnansofficer, og han fik i sin tid som officer ved division Wiking både jernkorset 2. klasse og jernkorset af 1. klasse. Sidstnævnte for egenhændigt at tilfangetage et større antal russere, gennem en tale hvor han fortalte dem, at al modstand var nyttesløs. Disse ordner bar han sammen med Finlandskorset, som han fik da han var frivillig i Vinterkrigen 1939-1940.

Under Nürnbergprocessen, (den 6/8 1946 under retssagen mod SS-organisationen, herunder Waffen-SS, (den 196. dag af Nürnbergprocessen)), optrådte Schalburgs navn i retsprotokollen, side 331. En vidneforklaring fra en SS-soldat nævner Schalburg. Soldaten havde med en kollega, imod retningslinjerne, brudt ind af et vindue, ved en ukrainsk kvinde, under eftersøgningen af en partisan. Kvinden havde efterfølgende beklaget ødelæggelsen til division Wiking. Schalburg modtog rapport fra de to soldater, efter de blev frifundet og talte kort til dem:

”Det er godt at jeres opførsel var korrekt; ellers kunne I regne med alvorlige straffe. General Steiner har gjort mig ansvarlig for at rapportere efterforskningens resultat, og jeg er glad for ikke, at skulle viderebringe noget negativt om hans vikingemænd. Fortæl alle jeres kammerater at division Wiking kæmper ridderligt og rent”.

Schalburg mødte under sin tid i Wiking også chefen for hele SS, SS-Reichführer Heinrich Himmler. Han diskuterede, skrev han til sin kone, "Danmarks placering i det nye Europa med Himmler":

"Rigsfører SS har besøgt os. Han er en stor idealist, og har han noget at sige over Danmarks Fremtid, er Sagen i Orden. Vi talte længe sammen”.

Rigsføreren introducerede også v. Schalburg for den tyske fører Adolf Hitler den 22 februar 1941, og Hitler havde taget godt imod ham. Himmler var senere drivkraften bag v. Schalburgs indsættelse som chef for Frikorps Danmark. Der er på denne måde stærke indikationer på at de tyske ledere så en mulighed i von Schalburg, i kraft af den karismatiske udstråling han havde. Ingen kunne betvivle hans loyalitet overfor nazismen eller hans had til Sovjetunionen.

Von Schalburg var militært set meget nationalt orienteret, og allerede ved division "Wiking" forsøgte han, at organisere de enkelte landes frivillige i rene nationale grupper og kompagnier. Motivet må fra v. Schalburg side var den nationale enheds motivation, når de som samlet gruppe kæmper sammen hen imod et fælles mål. Man havde fra SS side forsøgt at blande mandskabet på tværs af nationale tilhørsforhold. Et argument for denne praksis var den tyske hærledelses anvendelse af nationale enheder. For det første kunne enkelte omstrejfende (selvstændige) nationale enheder ikke forvente at blive sparet på nogen måde af generaler, der havde lånt en sådan enhed. For det andet var det lettere, at bibeholde den tyske befolknings støtte, såfremt der kun var minimale tab blandt rigstyskere. Tab i de nationale enheder var et problem i de enkelte lande, og derfor ikke i den tyske hvervning. For det tredje, og måske vigtigste, var der blandt dele af SS-ledelsen en aversion, mod ikke-tyskere i SS og såfremt nationale enheder blev oprettet villle de være svære at styre. Det lykkedes derfor aldrig v. Schalburg at samle nationale enheder. Om end ikke før han selv overtog kommandoen af Frikorps Danmark.

Han var imidlertid højt værdsat af sine overordnede i division "Wiking". Chefen for divisionen, Steiner, skrev i forbindelse med v. Schalburgs død, et notat i dagsbefalingen til divisionen:

SS-Division Wiking Divisionskommandoen 9. Juni 1942

Den 2. Juni døde

SS-OBERSTURMBANNFÜHRER I WAFFEN-SS

CHRISTIAN von SCHALBURG

Heltedøden foran Leningrad som kommandør for Frikorps Danmark. Opfyldt af Storheden i det germanske Fællesskabs Idé traadte han, den tidligere Kaptajn i den danske Livgarde, ind i vore rækker.

Som divisionens første Ordonnansofficer deltog han i Ruslandfelttoget, for i Begyndelsen af Februar  at overtage Frikorps Danmark.

De fleste af Jer kendte denne prægtige mand, der paa ansvarsfuldt Sted i Arbejdet med at føre Divisionen, i Opbygningen af den og i Felttoget uophørligt arbejde for jeres Vel, Bevægelseskrigen overalt opretholdt forbindelsen, overbragte vigtige befalinger og Dag og Nat anstrengte sig for at støtte mig i Føringen af Divisionen.

Han var Forbilledet paa den pligtopfyldende, kække og begejstrede Soldat. Som forkæmper for vor fælles germanske Sag gik han i Spidsen for alle germanske Frivillige og for sit Folk.

Han være Divisionen et Forbillede paa en heltemodig, uegennyttig og tro germansk Mand.

Han var og han forbliver en af vore.

Os Vikinger tilhører han i Livet som i Døden.

Christian von Schalburg vil evigt være tilknyttet Livet og Historien i vore Vikingers Division.

Vi hilser ham, Vikinger.

(Underskrevet Steiner)

Schalburg var dog hele tiden nationalt indstillet. I brevvekslinger imellem v. Schalburg og partimedlemmer i Danmark, nævner v.Schalburg allerede i oktober 1940, at han ønskede en dansk bataljon ved Waffen-SS, og da han senere, det efterfølgende år, fik at vide at Frikorps Danmark var oprettet, blev han "ærgerlig" over ikke at han ikke blev chef ved korpset.

Frikorps Danmark fik hurtigt problemer med mandskabet ved uddannelseslejren på en tidlige sindssygeanstalt i Treskau. Den fanatiske del af nazisterne, foragtede Chefen, C. P. Kryssing for at afvise et tæt samarbejde med nazistpartiet i Danmark D.N.S.A.P. (Danmarks National-socialistiske Arbejder Parti). Intriger og klager foranstaltet af disse nazister gjorde at SS-ledelsen i Berlin, fandt det nødvendigt af erstatte Kryssing med en mere pro-nazistisk chef for Frikorpset. Von Schalburg havde afvist at overtage Frikorps Danmark allerede i December 1941, for at få en nazistisk ledelse af korpset, men han skulle angiveligt have afvist det for ikke at miste soldaterære ved at fortrænge en dansk officerkollega. Det kan her nævnes at Schalburg var tilstede da Frikorps Danmark foretog sin edsaflæggelse på Langerhorn kasernen. Von Schalburg  blev forfremmet og tiltrådte alligevel sit hverv som Frikorpsets kommandør med rang af Sturmbannführer (Major), i starten af marts 1942. Han havde forinden været på en mindre orlov fra division Wiking. Under denne orlov var Schalburg, sammen med den tyske gesandt i Danmark, Renthe-Fink, i audiens hos kongen, da Renthe-Fink ville præsentere kongen for denne mand. Set i lyset af at Schalburg havde været officer i Livgarden, og tilmed kammerjunker, synes denne præsentation, at have været noget overflødig.

V. Schalburgs overtagelse af Frikorps Danmark markerede en mere nazistisk linje i korpset. Da v. Schalburg overtog kommandoen i Frikorpset, forfremmede han en af de fremtrædende nazister. Denne nazistiske officer og partisekretær i D.N.S.A.P., Erling Hallas, var af den tidligere chef blevet arresteret for krybskytteri, og skulle statuere et eksempel overfor nazisternes uroskabende opførsel. SS-ledelsen løsladte imidlertid Hallas, og underminerede således Kryssing position endnu mere, end det allerede var tilfældet. De Kryssingtro officerer i rækkerne blev sendt på kurser med videre, og spredte således opbakningen til et mere upolitisk Frikorps Danmark. Det lykkedes imidlertid hurtigt v. Schalburg at skabe ro i geledderne og efterfølgende gøre frikorpset klar til frontindsats.

Von Schalburg nød godt af sine erfaringer fra division "Wiking", da han skulle færdiguddanne "Frikorps Danmark". Træningen og øvelserne blev intensiverede og ved stabsaftener, med plan og krigsspil, blev officererne uddannet og gjort beredte til frontindsatsen. Endvidere underviste v. Schalburg sine officerer i russisk, som han, som før nævnt, beherskede flydende.

Von Schalburg, havde været i kamp, og var derfor meget respekteret af officerskorpset og det menige mandskab. Under sin tjeneste ved Wiking var han, som før nævnt, også blevet tildelt to ordner: Jernkorset af 2. klasse og Jernkorset af 1. klasse. Med erfaringer fra fronten gjorde v. Schalburg meget ud af træningen. Han gennemførte større øvelser, der altid var kombineret med støtte fra eget artilleri (75 mm fodfolkskanoner eller/og 81 mm mortérer) og endvidere iværksatte han natøvelser og øvede kamp fra midlertidige kampstillinger. V. Schalburg lagde vægt på at øve de to sidstnævnte discipliner, da han ikke mente, at dette var en svag side ved den tyske infanteriuddannelse.

Efter hver øvelse blev begivenhederne gennemgået og evalueret minutiøst. Skrivebordsarbejde var imidlertid ikke noget for v. Schalburg, og derfor blev K. B. Martinsen en kærkommen støtte til papirarbejdet ved "Frikorps Danmark". Martinsen var, modsat v. Schalburg, uddannet generalstabsofficer ved den danske hær, hvilket naturligvis var en fordel i denne sammenhæng. Schalburg var med i alle dele af Frikorpset og engagerede sig i alle begivenheder, fra øvelser i terræn, til sociale begivenheder på kasernebygningen i Treskau. Næsten alle kilder der beskriver v. Schalburg, nævner hans evne til at være engageret i den enkelte soldat, og at han var venner, både med officerer og de menige. Han indtog en slags faderrolle for sine soldater. I "Frikorps Danmark", under v. Schalburgs ledelse, ophørte de synlige stridighederne der havde hersket mellem den nazistiske og den deciderede antikommunistiske fløj i korpset. En stridighed der som før nævnt var grunden til at v. Schalburg tiltrådte som chef i stedet for C.P. Kryssing.

Den 26. april 1942 afholdte D.N.S.A.P. et møde i København (Forum), hvor v. Schalburg, ledsaget af 28 SS-frivillige fra Frikorps Danmark og Regiment Nordland under orlov, holdt tale til forsamlingen. De frivillige måtte ikke bære uniform under orlov, og tilladelsen til Schalburgs gruppe, var givet på dispensation ved general Lüdke. Imidlertid resulterede mødet, i så store uroligheder, at v. Schalburg blev kaldt til en reprimande hos  SS, der efterfølgende forbød enhver frikorpssoldat at deltage i politisk møder. General Lüdke skrev i en rapport til Berlin, at Schalburg havde fået en formaning ifht. uroligheder, men da Keitel i relation til rapporten brokkede sig til Himmler, fandt sidstnævnte ingen grund til bekymring, og pålagde DNSAP hovedansvaret. Imidlertid var politiet blevet angrebet af frikorpsfolk, da de forsøgte at dæmpe gemytterne, mellem de stridende parter. General Lüdke beordrede derfor Schalburg til den danske justitsminister Thune Jakobsen, for at give ham en undskyldning., hvilket han gjorde. Efter mødet og efterdønningerne drog Schalburg med sine soldater tilbage til Treskau.

Den hårde træning v. Schalburg iværksatte blev efter to måneder indstillet, da Frikorpset, under protester fra frikorpsets ledelse, af SS var meldt klar til kamp og efter ordre fra den 4, maj 1942, skulle afgå til Østfronten. Frikorpset skulle indsættes ved Demjansk-kedlen, hvor flere tyske enheder i en frontlomme, var truet med omringning. Underlagt den 3. SS-Division "Totenkopf", skulle korpset bremse russiske forsøg på at lukke denne "kedel" og fuldende omringningen.

Ilddåben, den første kampindsats, var et stort ønske for de frivillige, der ønskede at vise deres evner som soldater. Først senere blev det klart at fronten havde alvorlige konsekvenser i død og ødelæggelse.

(NB: Her tilgår en redegørelse for Frikorps Danmarks  kampe, idet omfang det har relevans for biografien, Forf.)

Det kan her nævnes at, hver anden af de danske frivillige der meldte sig til tysk tjeneste under 2. verdenskrig, blev dræbt, hvilket samlet er anslået til at være knap 4000 mand.

Billede af Frikorpskommandøren i sløringsjakke, (Se ARKIVET), er det sidste kendte af v. Schalburg og skæbnen indhentede ham ved en mindre flod 200 km syd for St. Petersborg.  Under kampe om et brohoved ved Robiafloden, mistede Frikorps Danmark 21 mand, heriblandt v. Schalburg, og frikorpset havde endvidere 58 sårede. I Frikorps Danmarks dagbog noterer K. B. Martinsen (Stedfortrædende, senere permanent efterfølger som chef for Frikorps Danmark), efter v. Schalburgs død, hvorledes tingene var foregået de 2. juni 1942:

"For at lægge HKL (Hovedkamplinjen: forf.) delvis fem til bredden af Robia blev om natten ved 2-tiden 2 stødtroppe fra 1. og 2. kp.(kompagni: forf.) sat an. Disse foretagender blev støttet af eget artilleri, I.G. (Infanterie Geschütz /Infanterikanon), og svære granatkastere + svære maskingeværer. Det lykkedes forholdsvis let at støde frem til flodbredden og at sprænge russernes stillinger der, idet russerne blev fuldstændig overraskede. De befæstigede russiske stillinger blev  besat med 150-180 mand. Der indkom 10 fanger, medens resten flygtede. Desuden blev 7 bunkere sprængt. Indtil da var vort forehavende gennemført næsten uden tab, da 3-4 SS-frivillige kort før Robia var nået, havde fjernet russiske miner fra HKL.

Kommandøren, SS Obersturmbannführer v. Schalburg, lå i stødtroppens udgangsstilling, og her fik han øjensynligt det indtryk, at stødtroppens fremstød var i fare. Han løb derfor hurtigt fremad og satte sig i spidsen for sine folk, der fulgte hans eksempel, blev revet med af hans tapperhed og trængte ind i den fjendtlige stilling. Kort forinden løb kommandøren selv på en russisk mine, der sårede ham i venstre side. I det samme øjeblik eksploderede en granat tæt ved ham, og dette afstedkom hans hurtige død.

Kommandører for SS-Division Totenkopf, som Frikorps Danmark var underlagt ved Demjansk, SS-Oberführer Theodor Eicke skrev et takkebrev til korpset. Han nævnte også v. Schalburg; "..I den derpå følgende tid faldt, under et af de talrige stødtropforetagender, SS-Obersturmbannführer von Schalburg som et forbillede  på germansk heltedød i spidsen for sine mænd.”

Der er flere kilder der beskriver omstændigheder vedrørende v. Schalburg død og vi vil her medtage en samlet fremstilling af v. Schalburgs død den 2. juni 1942.

V. Schalburg var i bagterrænet  ved stødtroppens udgangspunkt. Selvom angrebet forløb planmæssigt var der dog tab. Russiske miner forårsagede alvorlige læsioner hos flere soldater, som efterfølgende blev bragt tilbage til udgangsstillingen. V. Schalburg havde ikke et direkte udsyn til slugten hvor kampene foregik, men tolkede de sårede soldater som, at angrebet er ved at bryde sammen. Sammenholdt med at radiokommunikationen brød sammen, troede Schalburg at tingene var gået helt galt. Dette var dog ikke tilfældet, men han rejste sig og løb, med en reservegruppe, fremad, for at opildne sine mænd og gennemføre angrebet. Angrebet gik fremad, men v. Schalburg trådte på en landmine, der læderede hans ene side. Umiddelbart efter indledte russisk artilleri/mortérer et bombardement af frontlinjen og v. Schalburg blev ramt af granatsplinter i blandt andet hovedet, og døde på stedet sammen med to andre frivillige. Tre pionersoldater løb direkte ud i minefeltet for at bjærge v. Schalburg, men alle tre døde ved mineeksplosioner. Det lykkes dog Sturmmann Jonstrup og to andre pionersoldater, under beskydning fra russiske maskingeværer, at bjærge liget og føre det tilbage til hovedkvarteret. SS-veteranen Erik Herløv-Nielsen beskriver hvordan Schalburgs lig bliver transporteren tilbage fra kampområdet på en båre lavet af grene og sløringsjakker:

"Jeg genkendte ikke den faldne straks. Først da mit blik faldt på de danske fedtlæderstøvler til at snøre, som Schalburg altid gik rundt med i sumpen, forstod jeg hvem der lå der. Jeg stirrede forfærdet på ansigtet, som var stivnet i døden og som al farve havde forladt - det havde så lidt af det djærve, mandige, fanden-i-voldske udtryk, vi alle kendte så godt. Og det var ikke længere siden end i går, at han havde siddet i vor ungdomskreds og drukket Steinhäger med os.. vi havde sunget danske sange og kampsange fra NSU og han havde venskabeligt dunket takten til sangen i vore hoveder (...) Og nu lå han altså her. Eller resterne af ham. Det ene ben var revet af ved hoften og lagt op på båren i en helt akavet stilling, som slet ikke passede til resten af kroppen. Det andet manglede foden, som landminen, han havde trådt på som den første, havde revet bort. Sejre eller dø! var hans motto og da vi ikke havde kunnet sejre, var det altså blevet døden.”

Ved hovedkvarteret organiseres v. Schalburgs begravelse. Man fremskaffede en kærre hvorefter kisten blev ført til gravstedet i Biakowo, hvor Frikorps Danmark havde sin kirkegård. Man havde sammentømret en grov kiste til den afdøde v. Schalburg og havde svøbt kisten med et Dannebrogsflag. Ved en mindre højtidelighed, med det personel der til rådighed væk fra fronten, sænkedes v. Schalburgs kiste ned med patronbælter fra russiske maskingeværer.

Ved von Schalburgs død blev han den 3/6 1942, forfremmet til Obersturmbannführer (Oberstløjtnant) af SS føreren Heinrich Himmler. Denne forfremmelse var med tilbagevirkende kraft og gældende fra den 1.  juni.

Der afholdtes i Danmark efterfølgende en mindehøjtidelighed den 18. juni for von Schalburg. Begivenheden blev arrangeret af den rigsbefuldmægtige, gesandt Renthe-Fink og General Lüdke, med ekspertrådgivning fra det tyske propagandaministerium. Der fastlagdes et program for begivenheden, der skulle foregå i Odd Fellowpalæet, med start kl. 11.30:

Musik: Beethovens Eroica

Oplæsning af et digt, skrevet af afdøde

Tale: Gesandt Renthe-Fink

Musik: Händels Largo

Tale: Søren Kam (NB: Det er forfatteren ubekendt, hvor i programmet Kam talte)

Tale: Fritz Clausen (NB: Det er forfatteren ubekendt, hvor i programmet Clausen talte)

Tale: SS-Gruppenführer Krüger

Sang: SS sang (When alle untreu werden?)

Musik: Mozarts Ave Verum

Med til højtideligheden i Odd-Fellow palæet i København var også prominente danske personer, som eksempelvis Statsminister Buhl, Udenrigsminister Scavenius, forsvarsminister Brorsen og en gruppe afdelingschefer fra udenrigsministeriet. Denne officielle deltagelse er meget omdiskuret i samtiden, og bidrager til den signalforvirring som regerings- og myndighedspersoner viste i forhold til den danske holdning til danske frivillige i den tyske krigsmaskine. Motiverne må nødvendigvis ses som et forsøg på at behage den frillige tilslutning til eksémpelvis Waffen-SS. Tvangsudskrivninger var en stor frygt under hele besættelsen, hvad enten frygten var reel eller ej. Fra tysk side var det ønskeligt at hvervningen fastholdtes og for at vise at deltagelse på tysk side var værdsat.

Kongehuset blev repræsenteret af Kongens bror prins Harald og dennes hustru Helena. I denne sammenhæng er det slående at den russiske fyrstinde Olga og dennes familie ikke var til stede. Vi kan kun gisne om årsagen til deres fraværd. Måske var den russiske kongefamilie ikke velkomne ved denne ariske heltedyrkelse, eftersom den slaviske, og dermed russiske, race var undermennesker i nazistisk terminologi. At Schalburg var halvt russisk syntes derimod ikke at have været noget problem.

Højtideligheden skulle således også motivere andre danske mænd til deltagelse på tysk side. Tyske SS-generaler deltog også i højtideligheden. SS-Gruppenführer Krüger talte til forsamlingen, med disse ord: Under Dannebrogs tegn har hans indsats og hans kamp holdt Danmarks traditioner højt i ære. Schalburg faldt som forkæmper for det germanske fællesskab. Det blev nedlagt kranse på vegne af Himmler, (ved Gottlob Berger), og fra den danske regering, (ved Erik Scavenius).

Flere personer deltog imidlertid i at mindes von Schalburg. Blandt andre også Valdemar Rørdam, der som en af datidens kendte nationalorienterede lyrikere, hyldede von Schalburgs offervilje og person. Rørdam blev, på trods af en tidligere indstilling til Nobels litteraturpris, efter krigen ekskluderet af  Forfatterforeningen p.g.a. sin sympatier for nazismen.  Mindedigtet blev senere trykt i Schalburgkorpsets sangbog. Rørdam skrev bl.a.:

Tre-fire tusind har fulgt ham dèr

Må tyvetusinder følge

til sejrrig strid for det morgenskær

som gynger på jordskælvets bølge

Også den nazistiske digter Laurits Skov, forfattede tre dage efter Schalburgs død et mindedigt, med den sigende titel von Schalburg:

Ti, I fugle som sang så sødt

Mand er faldet for Danmarks ære!

Han, hvis blod var så dansk og rødt,

er nu dér, hvor en helt må være.

-Mand er faldet for Danmarks ære!

Lyt, I himle: - En dåd er endt!

Rejst står slægten ved død mands båre.

Danmarks kriger er didhen sendt,

hvor de døde skal høvding kåre.

-Rejst står slægten ved død mands båre!

Løft på skjolde den danske dreng

Nord-germanen, der svang sit værge!

Evigt toner en gylden streng

lydt fra Danmark til Østens bjerge:

-Nord-germanen, der svang sit værge!

Stolt skal stige den sidste sang:

Død er Schalburg; men evigt mindet!

Skæbnen spundet i narnens fang,

der har budskab til dansker-sindet:

-Død er Schalburg; men evigt mindet

Ton, I lurer, langs eng og dal

-Mand er faldet for Danmarks ære!

Han, en vogter af rigets gral,

fulgte slægtens lovpriste lære;

-Mand er faldet for Danmarks ære!

Dette digt er et godt eksempel på den betydning Schalburg, også efter sin død, havde i de nazistiske kredse. Han blev en martyr for alle de danske nazister, ledende officerer i Schalburgkorpset refererede ofte til korpset som von Schalburgs korps.

Helle von Schalburg oprettede efter sin mands død, "C. F. von Schalburgs Mindefond", der skulle hjælpe pårørende til SS-frivillige i Danmark og sende pakker med diverse forplejninger til SS-frivillige ved fronten. Mindefonden havde kontor på A. F. Kriegersvej i København. Det er bemærkelsesværdigt, at v. Schalburgs enke nægtede at sende D.N.S.A.P. materiale med pakkerne, men det skal ses i lyset af de interne nazistiske brydninger. For at skaffe penge til fonden, udover almindelige donationer, solgte man blandt andet også frimærker, med et farvelagt portræt af von Schalburg.

Enken til von Schalburg mistede også sin søster under de dramatiske opgør mellem modstandsbevægelsen og de danske kollaboratører. Cathinca Bertha Frederikke von Bülow, gift Lieder, fru Schalburgs søster, blev likvideret, 3. januar 1945, da hun var sekretær for Erik V. Petersen, (Chef for Hipokorpsets efterretningsafdeling E.T. (Efterretningstjenesten), underlagt det tyske politi i Danmark). Nogen tid efter denne episode rejste fru Schalburg til Tyskland, og senere Spanien, med hendes søn.

Det lader sig endnu ikke til fulde forstå, hvorfor man fra mindefonden ønskede et upolitisk formål ifht. de danske frivillige, men det er sandsynligt, at den åbenlyse splid imellem SS og D.N.S.A.P var grunden til denne praksis. Det er slående, hvor meget de danske nazister forsøgte at udnytte Schalburgnavnet, men afgørende er det, at von Schalburg blev den første, og eneste, reelle martyr i den danske nazistiske bevægelse under krigen. At von Schalburgs enke modsatte sig brugen af sin mands navn i forbindelse med oprettelsen af Schalburgkorpset, blev ignoreret af de ansvarlige for korpsets oprettelse. Han blev symbolet på den danske nazisme og de nazister, der med våben i hånd, samarbejdede med tyskerne. På Østfronten, og i Danmark. Blandt andet oprettedes Schalburgskolen og Schalburgkorpset for, at "videreføre Schalburgs ånd".

Efterskrift

Visse kilder nævner, at det var imod von Schalburgs efterladte at Schalburgkorpset fik navn efter ham. Korpset, der senere, og i dag, er synonymt med tyske medløberes terror mod deres landsmænd. Når vi således hører navnet v. Schalburg, forbinder vi det pr. automatik med Schalburgkorpset og terroraktionerne, der kaldtes "Schalburgtager". Vi må i den forbindelse konkludere, at v. Schalburg var nazist til fingerspidserne, og at han som forbillede, motiverede danske nationalsocialister til at handle og kæmpe for "sagen". Hvorvidt von Schalburg havde billiget terror i sit hjemland og bekæmpe den tiltagende antiparti mod tyskerne, kan vi kun gisne om. Alligevel må vi, på baggrund af de i denne biografiske fremstillings hovedpunkter, konkludere, at han med udgangspunkt i den militære disciplin og fokusering i den kommunistiske fare, i sin relation til nazismen, ikke var oplagt til at ville forøve terror mod landsmænd. Flere af de dødsdømte efter retsopgøret ved befrielsen, var umiddelbare psykopater og sociale analfabeter, der havde mistet al realitetssans. Eksempelvis Henning Brøndum, Bothildsen-Nielsen og adskillige af de andre personer involveret i gengældelsesmord og terroraktioner, de såkaldte schalburgtager.

Som en lille note, er det meget sandsynligt, at han fik tilladelse til, ved kongelig forordning, at bære de ordner han var blevet tildelt i Waffen-SS. Det var tilfældet for flere af de danske frivillige. Dette betød teoretisk, at ved genindtrædelse i den danske hær, ville det være tilladt at bære de tyske ordner på den danske uniform.

Hovedpunkter vi kan udlede af denne gennemgang er, at:

... såfremt Christian Frederik von Schalburg, ved sin indmeldelse i SS-division Wiking, var uden krigsministeriets tilladelse, der først blev givet officielt 8/7 1941, var det tjenesteforsømmelse i alvorlig grad. Således kunne han ikke gøre tjeneste ved sin enhed i Danmark, under de svære forhold hæren eksisterede under i besættelsestidens Danmark, hvilket juridisk naturligvis også er problematisk.

Christian Frederik von Schalburg, intet ulovligt begik ifht. sin tjeneste i Frikorps Danmark, eftersom den danske stat havde accepteret denne enhed, og hvervningen hertil.

... han Ifht. Frikorps Danmarks indsættelse på Østfronten, var af vigtig moralsk betydning for mandskabet. Han efterlod intet alene til mandskabet og sparede ikke sig selv, dels ved træning, men også i direkte frontindsats, hvilket ultimativt kostede ham livet. Som officer, var en mand som K. B. Martinsen på mange måder mere egnet som chef for frikorpset, set ifht. militæruddannelse, men von Schalburg gav mandskabet en tro på sejr og uovervindelighed. På denne måde var von Schalburg en myte allerede før sin død.

... C. F. von Schalburg intet havde med planlægningen og oprettelsen af Schalburgkorpset, der var navngivet efter ham. Dog skal det nævnes, at  han i februar 1941 blev D.N.S.A.P´s repræsentant i Waffen-SS. Han skrev derfor ofte fra division Wiking til bl.a. Fritz Clausen, der var leder for det danske nazistparti. I et af brevene nævner han ideen om et dansk SS, som senere blev realiseret i Schalburgkorpset.

... både tyske besættelsesmyndigheder og danske kollaboratører udnyttede von Schalburg navn, hvilket har behæftet personen med mange historisk forudindtagede konklusioner om ham.

... vi ikke må forglemme von Schalburgs rolle som fanatisk nazist og karismatisk leder, der på mange måder blev betragtet som alle danske nazisters foregangsmand. I sin rolle som Landsungdomsfører for N.S.U. har han endvidere påvirket unge danskere til at handle i henhold til en diktatorisk overbevisning og ideologi, der skulle vise menneskeheden fra den mest korrupte side.

Litteraturliste

NB: Jeg har i denne liste, medtaget alt, kvaliteten usagt!

Brøndsted, Johannes og Knud Gedde: De fem lange Aar, Bind 1,2,3, Nordisk Forlag, København, 1947.

Christensen, Claus B. , m.fl.: Under Hagekors og Dannebrog, Aschehoug, 1999.

Davidsen, Leif m.fl. Østfronten - Danskere i krig, Høst og Søn, Værløse, 1999.

Due-Nielsen, Carsten, m.fl. (Red.), Historisk tidsskrift Bind 95 -Hæfte 1, Den danske historiske forening, København, 1995.

Ertel, Heinz m.fl.: Europäische Freiwillige -Im bild, Nation Europa, 2000.

Haaest, Erik : Frikorpsfolk, Bogans forlag, 1995.

Haaest, Erik; Frontsvin, Bogans Forlag, 1975.

Haaest, Erik; Intet nyt fra Østfronten, Bogan, Viborg, 1998.
Høgh-Sørensen, Erik, Dansk dødspatrulje, Askholms forlag, "Libertas", 1998.

Jensen, Svend Aage m. Harly Foged: SS-Frivillig, Bogans forlag, 1985.

Klint, H. , Frikorps Danmarks dagbog 7/5-11/8 1942, Richard Levin og Co.,København, 1978.

Krabbe, Oluf, Danske soldater i kamp på Østfronten 1941-1945, Odense Universitetsforlag, Odense, 1976.

Landwehr, Richard m.fl.;Nordic Warriors, Shelf Books, UK, 1999.

Littlejohn, David : Foreign Legions of the Third Reich, Bind 1, Bender Publishing, 1987.

Nielsen, Erik H.; Fjendeland; Modus, Aalborg, 1995.
Outze, Børge; Danmark under den Anden verdenskrig, Bind 1,2,3, Gyldendal, København, 1968.

Pedersen, Andreas M. : Schalburgkorpset, Odense Universitetsforlag, 2000.

Poulsen, Henning, Besættelsesmagten og de danske nazister, Gyldendal, København, 1970.

Ravn, Ole: Dansk nationalsocialistisk litteratur 1930-1945, Berlingske, København, 1979.

Rürup, Reinhard; Der Krieg gegen die Sowjetunion 1941-1945, Argon, Berlin, 1991.
Snyder, Louis L.;Encyclopedia of the Third Reich; Wordsworth Military Library, Kent, 1998.
Tieke, Wilhelm, Im lufttransport an Brennpunkte der Ostfront, Munin Verlag, Oldendorf, 1971.

Boeck, Hector, m.fl., Danmarks Hær, Selskabet til Udgivelse af Kulturskrifter, Bind 1,2. 1934/35.

Kildesamlinger m.v.

Alkil, Niels (Red.): Besættelsestidens Fakta, Bind 1 og 2, J. H. Schultz forlag, 1945.

Moore, John P.: Führerliste der Waffen-SS (#4), J. P. Moore Publishing, 2003.

Diverse numre af "Der Freiwillige", Veteranblad for tidligere medlemmer af Waffen-SS.

Diverse udgaver af "Siegrunen". Amerikansk tidsskrift om Waffen-SS.

Arkiver

DTMF Arkivet

John P. Moore Archives

Danmarks Radios Arkiv

Ovenstående er kun et udsnit af litteraturen og udover de anførte værker har jeg benyttet samtidige kilder ifht. tekst og illustrationer. Blandt andet nazistiske propagandablade, hvervebrochurer m.v. Blandt andet kan nævnes:

Signal; 2. Augusthæfte 1942, Deutsche Verlag, Berlin, 1942.

Germansk Budstikke, 2. årgang, hæfte 5., SS-Hauptamt, 1942.

Radiotale af T.I.P.O. Madsen vedr. Schalburgkorpset, 2/8 1944. (Transskription af forfatteren, efter Danmarks Radios arkiv).